Af Torben Kofod Ager
Kommunalbestyrelsen på Bornholm har givet grønt lys til at arbejde videre med den lokale grønne treparts signaturprojekt, Det Bornholmske Højland. Projektet er et samarbejde mellem kommune, landbrug og naturorganisationer, og næste skridt er nu at inddrage både borgere og lodsejere i processen.

Derfor inviterer Den Grønne Trepart Bornholm alle interesserede til et informationsmøde 20. oktober kl. 19.00 på Campus Bornholm i Rønne.
På mødet vil repræsentanter fra treparten præsentere visionen bag Det Bornholmske Højland, fortælle om de kommende faser i arbejdet og give et indblik i, hvordan lokale lodsejere og borgere kan blive en del af udviklingen.
Med kommunalbestyrelsens principgodkendelse kan treparten nu søge fondsmidler til en forundersøgelse i 2026. Undersøgelsen skal kortlægge lodsejernes interesser, de geografiske forhold og udpege områder, hvor de første naturgenopretningsprojekter kan etableres.
Projektet bygger på frivillighed, og højlandet vil derfor udvikle sig gradvist over en årrække, i takt med at flere lodsejere ønsker at deltage.
Alle interesserede er velkomne – tilmelding er ikke nødvendig, og der er gratis parkering ved Campus Bornholm i forbindelse med mødet.
Et interaktivt kort over det planlagte projektområde kan ses her:
Se kortet over projektområdet