Update Bornholm

IdaBjörg Trio gæster Svanekegaarden

Med en sjælden indlevelse og generøsitet inviterer IdaBjörg publikum ind i sit musikalske univers, når hun sammen med sin trio gæster Svanekegaarden den 7. maj. IdaBjörg er sanger og sangskriver med en livslang passion for musik, der begyndte allerede som niårig, da hun skrev sit første klaverstykke.

Af Torben Kofod Ager – pressefoto

Hendes musik er præget af en fascinerende balance mellem modsætninger – både musikalske og menneskelige. Med islandske og østeuropæiske rødder formår IdaBjörg at forene dramatik og skrøbelighed, storhed og intimitet i et personligt udtryk, der berører lytteren.

Tematisk kredser hendes sange om stærke og modige kvinder samt de feminine og intuitive sider i ethvert menneske. IdaBjörg hylder modet til at stå frem – med alt, hvad det indebærer af kaos, sårbarhed, sejre, fejl og skønhed.

Musikalsk bevæger hun sig i et lydunivers, der kan beskrives som en blanding af Tina Dickow, Hozier og Fia. IdaBjörg er en erfaren liveartist, der evner at skabe en nærværende og autentisk oplevelse for sit publikum. Hendes intime koncerter, ofte med akustisk udtryk og vokalharmonier, suppleres på de større scener af et hold dygtige musikere, som giver hendes sange ekstra kraft og energi.

Publikum beskriver koncerterne som intense og rørende:
“Dejlig sangstemme, der går direkte ind i sjælen. Idas fortællinger om sangene skaber indre billeder og gør oplevelsen helt fuldendt,” siger koncertgæst Lotte B.

“Magisk musikoplevelse – IdaBjörg er vanvittig dygtig, intens, nærværende og charmerende,” lyder det fra Merete P.

“Fantastisk koncert! IdaBjörg var nærværende og autentisk, og der var en super god stemning. Med sin smukke og klare stemme rørte hun mig dybt,” fortæller Louise L.

Arrangementet finder sted på Svanekegaarden onsdag 7. maj klokken 19.30.