
LEDER
Af Christina Hobel, Chefredaktør Update Bornholm.
Forestil dig Bornholm uden bil.
Frisk luft, færre udgifter – og en lille håndsrækning til klimaet.
Det er en idyllisk tanke, ikke?
Men den nye køreplan for busserne på øen gør det desværre til en umulighed at lade bilen stå.
For hvad gør man, når man har solgt bilen – og pludselig står tilbage med en bus, der kører sjældnere end en snestorm i juli?
Min mor, der bor i Nexø, og som nu har rundet de 80 år, har gjort det, mange ældre drømmer om: hun har solgt bilen. Ingen forsikringer, ingen reparationer, ingen bekymringer om vinterføre.
Det lyder godt på papiret, men i praksis betyder det, at hendes muligheder for at komme rundt på øen er skåret ned til et minimum. At besøge børn og børnebørn – eller blot tage til et arrangement på Folkets Hus i Snogebæk – er nu blevet en stor logistisk udfordring.
Stavnsbundet til vores hjem
Den nye busplan er ikke bare en køreplan; det er et paradoks.
Mens hele Danmark taler om at støtte op om den grønne omstilling og opfordrer folk til at vælge offentlig transport, gør vi det samtidig umuligt at leve uden en bil på Bornholm.
Mange ældre har allerede solgt bilen – både af økonomiske og praktiske årsager. Og for dem, der stadig har bil, betyder planen, at de er fanget i en ond cirkel:
De kan ikke vælge bussen, fordi den simpelthen ikke passer til deres liv.
Vi ved godt, at Bornholm ikke er København. Vi kan ikke forvente metroen hvert femte minut eller busser på vejene om natten. Men hvis ikke engang dagtimerne har en brugbar busforbindelse, hvor ender vi så?
Skal vi bygge vores lokalsamfund på idéen om, at det kun er de med bil, der kan få hverdagen til at fungere? Eller skal vi finde en løsning, der også inkluderer dem, der ikke længere har mulighed for at køre selv – som børn, unge og de ældre?
Et kulturliv uden kultur?
Konsekvensen af denne køreplan er ikke kun praktisk; den er også kulturel.
Når ældre ikke længere kan komme til foredrag, teater eller arrangementer i det lokale forsamlingshus, risikerer vi at isolere dem endnu mere. Det går ikke kun ud over de ældre. For når de ikke deltager, mangler vi den uvurderlige visdom, erfaring og livsglæde, de bringer med sig.
Så hvad gør vi? Vi kan starte med at tage en dyb indånding og indse, at vi som ø-samfund har brug for fleksible og bæredygtige løsninger, der også tager højde for kommunens økonomiske rammer. Vi bliver nødt til at prioritere at både unge, ældre og sårbare nemt og fleksibelt kan komme rundt på øen.
Det betyder, at vi både må stoppe med at svinge sparekniven over vores offentlige transport og tænke i andre baner.
Stå sammen og red den kollektive trafik
Jeg vil ikke påstå, at vi på Update Bornholm har løsningen, men hvis vi skal redde vores ældre og sårbare medborgere fra isolation og ensomhed, bliver vi nødt til at have alle overvejelser med.
Kan vi for eksempel tænke i mindre busser, der kører der, hvor behovet er størst?
Er det muligt at indføre løsninger, hvor man kan “bestille” en bus til de tidspunkter, hvor transportbehovet ikke kan dækkes af en fast køreplan?
Kan lokalsamfundene spille en større rolle? Her kommer vi ikke uden om at diskutere en samkørsels-ordning, som alle kan være tilfredse med, så løn- og arbejdsforhold er overholdt og ingen private vognmænd føler sig kørt over. Alternativt kunne vi også skræddersy en samkørsels-ordning, som kun er et tilbud til ældre, sårbare og studerende.
En anden vej at gå er også, at BAT skal have en politisk aftale om en køreplan, der altid skal sikre, at alle øens borgere nemt kan komme rundt på øen i dag- og aftentimerne – og så må vi finde pengene et andet sted.
Det vigtigste er, at vi sikrer, at sådanne initiativer også skaber sociale fællesskaber og styrker sammenholdet på øen.
Uanset hvad, er løsningen ikke at kaste vores kollektive trafik ud i en dødsspiral, hvor besparelser fører til at færre tager bussen, som igen fører til flere besparelser næste budgetår. I hvert fald ikke uden at gøre det med åbne øjne om, at det vil betyde døden for BAT, og at vi derfor skal have en klar plan for, hvad vi så vil gøre – ellers ender vi med at have intet at kunne tilbyde de billøse bornholmere og turister.
For min mor, og for mange andre ældre på øen, vil en bedre løsning betyde mere end bare mobilitet.
Det vil betyde frihed.
Så kære politikere, kære kommune og kære bornholmere.
Det er tid til at tænke os om og tænke kreativt, hvis vi vil sikre Bornholms sammenhængskraft i fremtiden.