
Rønne Bibliotek inviterer denne efterårssæson til en særlig litteraturoplevelse: højtlæsning for voksne. Arrangementet finder sted i bibliotekets voksenafdeling, hvor bibliotekets medarbejdere Michael og Marie læser højt udvalgte tekster fra nordisk litteratur fra 1900 og frem.
Der læses tirsdage i september og november på følgende datoer: 2., 9. og 23. september samt 4., 11. og 18. november. Alle dage begynder oplæsningen kl. 15.00 og varer en times tid.
Højtlæsningen foregår i et roligt hjørne af biblioteket, og deltagerne opfordres til at tage strikketøjet med eller blot læne sig tilbage og lade sig føre ind i litteraturens univers.
– Højtlæsning er ikke kun for børn. Det kan være en meditativ oplevelse, hvor hverdagen forsvinder for en stund, og man får mulighed for at fordybe sig i litterære verdener, fortæller biblioteket.
Arrangementet kræver ingen tilmelding – interesserede kan blot møde op på Rønne Bibliotek, Pingels Allé 1.