Svaneke – Søndag 21. september kl. 15.00 indtager musikeren Christian Hede scenen på Svanekegaarden med sit nye album Dobermann. Albummet markerer hans første udgivelse under navnet HEDE og beskrives som et værk, der “bider sig fast dér, hvor det kan mærkes”.

Christian Hede er i forvejen kendt som frontmand i Bellhound Choir og som sideman for profiler som Jesper Binzer, Sebastian Wolff og Tobias Kippenberger. Med Dobermann træder han nu frem i eget navn og egen lyd.
Fra barndommens møde med John Lee Hookers enkle intensitet til Joni Mitchells hudløse præcision har Hede været draget af sangens rå kerne. Det er denne søgen, der kendetegner det nye album: ærlige, upolerede sange, hvor stemmen og melodien står rent frem.
“Musikken er en nødvendighed for mig – et livsvilkår. Jeg kan høre, når jeg nærmer mig det sted, hvor alt står, som det skal. Med fejl, knitren og nærvær,” fortæller Hede.
Et af albummets centrale numre, Sjæl i OK stand, kredser om menneskets evige jagt på næste regning, næste skridt – og stiller spørgsmålet, om det i virkeligheden ikke er vigtigere at bevare en sjæl i nogenlunde hel stand. Musikvideoen til sangen er filmet af hans søn og understreger den eftertænksomme tone.
Forholdet mellem forældre og børn spiller også en rolle på albummet, blandt andet i nummeret Hjerter på Jorden. Her beskriver Hede forældreskabet som både gave og ansvar, en mission der lykkes og fejler fra sekund til sekund.
Albummet rummer desuden sange som Værelse For Natten – en hallucinerende kærlighedshilsen – og Brosten, hvor bluesen møder en blå understrøm. Afslutningen står titelnummeret Dobermann for, som Hede selv kalder “en lo-fi pop-sang, en trubadurs opsang” – en fortælling om tiden, der kan føles som en bidsk hund i hælene.
Dobermann – Side A udkom i efteråret 2024, og singlen IKKE DØ fik i sommeren 2025 spilletid på både P4 og P5. Albummet er indspillet sammen med Mads Folmer Richter, Jesper Haugaard og Nikolaj Heyman, og tilsammen har de skabt et værk, der ifølge Hede ikke blot skal høres, men mærkes.
Med Dobermann føjer Christian Hede sig ind i en lang tradition af trubadurer – med sange, der er skabt af nødvendighed og båret af ærlighed. Publikum kan opleve ham og bandet på Svanekegaarden 21. september.
læs mere og køb billet HER