Kommunalbestyrelsen har nu givet sin principielle godkendelse til det ambitiøse signaturprojekt Det Bornholmske Højland – et initiativ, der markerer starten på en historisk indsats for natur og biodiversitet midt på Bornholm.

Af Torben Kofod Ager
Projektet er udviklet i samarbejde mellem den lokale trepart, som består af Bornholms Regionskommune, lokale landbrugsrepræsentanter og grønne organisationer. Formålet er at skabe et stort, sammenhængende naturområde, hvor dyr og planter får bedre levevilkår, og hvor Bornholms unikke naturtyper – fra klipper og skove til moser og overdrev – bindes sammen på tværs af ejendomsskel.
Et projekt i fællesskabets ånd
Med den politiske opbakning på plads kan treparten nu gå videre til næste fase: at søge fondsmidler til en forundersøgelse i 2026. Undersøgelsen skal kortlægge lodsejernes interesser, de geografiske forhold og pege på egnede områder til de første naturgenopretningsprojekter.
Deltagelsen i projektet sker på frivillig basis, og udviklingen af højlandet vil derfor ske gradvist over flere år i tæt dialog med lodsejere og lokale aktører.
Fakta om Det Bornholmske Højland
- Samlet bruttoareal: ca. 12.000 ha
- Formål: at styrke natur og biodiversitet
- Deltagelse: frivillig og baseret på dialog
- Næste skridt: forundersøgelse i 2026
Informationsmøde den 20. oktober
Treparten inviterer alle interesserede borgere og lodsejere til informationsmøde mandag den 20. oktober 2025 kl. 19.00 på Campus Bornholm.
Her vil parterne fortælle mere om visionen bag Det Bornholmske Højland, den kommende proces og mulighederne for at deltage i projektet.