
Debatindlæg af Frederik Tolstrup
Jeg mener, at jeg som landmand har et særligt ansvar for at bidrage til at naturen kan udvikle sig. Det vil jeg gerne tage på mig. Derfor vil jeg gerne hjælpe til med at sikre, at der bliver taget noget jord ud, som kan gavne naturen på en eller anden måde.
Jeg har en mark, som ligger naturnært. Desuden har jeg noget jord, som ligger lavt langs Grødby Å, dette kunne måske være interessant i det kommende arbejde med Grøn Trepart.
Selvom der er landmænd der byder sig til og der er politikere på tværs af de fleste politiske partier der ønsker at alt lykkes, så vil der også vise sig udfordringer med aftalen.
Tidspres
Tempoet i arbejdet er højt. Inden første august skal vi have en plan, der kan indgå i en politisk behandling i kommunalbestyrelsen, der i december kan godkendes. Der skal laves en plan, hvor områder skitseres og mål for indsatsen tydeliggøres. I den proces er det ikke meningen at man skal have en grundig dialog med alle lodsejere om, hvad de ønsker for deres område.
I september skal der gerne tegne sig et billede af hvor der skal forhandles med lodsejere og hvilke indsatser man ønsker. I december vedtages en plan for Bornholm.
Efterfølgende skal der en grundig dialog til med lodsejerne. Der vil være lodsejere, der ikke kan se sig selv i de forslag der kommer ud af treparten. Jeg tror dog den største udfordring bliver de positive lodsejere, der vil være med, men som har tilføjelser eller rettelser til den fælles plan. Det kræver tid og fleksibilitet fra alle parter, hvis det skal lykkes at lave gode aftaler.
Tempoet kan være en udfordring i arbejdet, da man måske ikke har tid nok til at finde de bedste løsninger. Jeg forestiller mig, at vi kan komme i en situation, hvor staten bliver nødt til at give mere tid.
Multifunktionel arealanvendelse
Efter min mening skal vi bruge den jord vi tager ud, til at opnå flere mål. Det kan de fleste se fornuften i, men her kan der godt opstå uenigheder. Danmarks Naturfredningsforening har en ambition om at binde naturen sammen på Bornholm. Jeg synes det er et andet sted vi skal begynde.
Vi har nogle steder med særligt sårbare grundvandsmagasiner. Disse arealer kan komme i spil, der kan måske etableres overdrev eller enge, hvor der græsses.
Vi har kvælstofudvaskning nogle steder. Vi er lidt i tvivl om hvor det præcist er, men der kan laves større vådområder, for at modvirke udvaskning. Så får vi både interessant natur og begrænset udvaskningen af næringsstoffer. Det jeg ønsker, vil måske se lidt forvirrende ud på et stort kort, men resultatet vil blive mindre kvælstofudvaskning og større sikkerhed for fremtidigt grundvand. Hvis det kan gennemføres.
Frivillighed
Jeg har som sagt en mark, jeg mener kan gøre gavn i treparten. Problemet opstår, hvis jeg bliver bedt om at byde ind med en anden mark, som jeg gerne fortsat vil dyrke. Det kan blive svært at forene planlægningsarbejdet hos kommunen med frivillighed for lodsejeren.
Alle lodsejere kan sige nej, til de anmodninger der kommer. Det betyder også at man politisk må acceptere at vi ikke når helt i mål, med de ting vi gerne vil. Det kan godt give et politisk slagsmål. Får vi konflikt på området vil det ikke blive lettere at få skabt gode resultater.
Jeg håber meget politikerne, uanset at de måske har nogle faste ønsker til hvordan dette skal gennemføres, vil huske på præmissen om lodsejernes frivillighed.
Den folkelige forventning
Jeg tror befolkningen har en forventning om, at landmændene bidrager positivt til arbejdet. Jeg tror det vil sætte gang i kontant politisk handling, hvis ikke landmændene bevæger sig. Så er vi tilbage til ansvaret. I landbruget har vi et særligt ansvar for den danske natur.
Ansvaret for at ændre Danmark er vores fælles ansvar. Det var det, da staten støttede opdæmning og indvinding af landbrugsjord. I en lang periode var det et politisk mål at få mest muligt ud af det danske landbrug. Det er årsagen til det land vi har i dag. Derfor er jeg meget glad for det løfte der ligger i treparten om, at det er en fælles sag for hele Danmark at få justeret kursen. Landmændene står ikke alene, det er en fælles samfundsopgave. Jeg håber på forståelse og fleksibilitet fra alle sider. Så får vi gjort en forskel for natur og miljø.