Af Torben Kofod Ager
Det går støt fremad med udbygningen og fremtidssikringen af Rønne Havn, hvor havneinfrastrukturen tilpasses kundernes behov og sikrer forsyningssikkerheden til øen. Udviklingen indebærer blandt andet længere kajer, større drejebassiner samt bredere og dybere sejlrender.

Som en del af de igangværende anlægsarbejder på Rønne Havn har entreprenørfirmaet MT Højgaard i mere end et halvt år udført uddybningsarbejde i inderhavnen. Arbejdet med at uddybe havnen følger planen og er cirka halvvejs mod det fastsatte mål.
Genanvendeligt bundmateriale, der findes under uddybningen, anvendes i de nye konstruktioner som en del af etape 4.
Uddybningsarbejdet sigter mod at sikre en dybde på op til 11 meter, som er nødvendig for de større erhvervsskibe.
Dette skal sikre, at Rønne Havn kan leve op til de krav, der stilles til en fremtidssikret havn.
Ifølge projektdirektør Dan Harborg Locht fra MT Højgaard har vejret generelt været gunstigt, hvilket har gjort det muligt at holde tidsplanen og opnå betydelig fremdrift i projektet.