Af Torben Kofod Ager
Hvordan forandrede skibet verden – og hvilken rolle spillede bådebyggeren og sømanden i Danmarks tidligste historie?
Det kan man blive klogere på onsdag 29. oktober kl. 19–21, når seniorforsker Morten Ravn fra Vikingeskibsmuseet i Roskilde gæster Cirkusbygningen i Sandvig med foredraget Skibe og søfart i Danmarks oldtid.

Et skib er mere end blot et transportmiddel – det er en opfindelse, der har haft afgørende betydning for menneskets bevægelighed, samhandel og krigsførelse. I sit foredrag tager Morten Ravn tilhørerne med på en rejse fra den tidligste stenalder til vikingetiden og fortæller om, hvordan bådebyggerens og sømandens kunnen udviklede sig gennem årtusinderne. Foredraget giver et fascinerende indblik i de teknologiske landvindinger og maritime færdigheder, der prægede oldtidens Danmark.
Morten Ravn er arkæolog, uddannet fra Københavns Universitet med en kandidatgrad i 2008 og en ph.d.-grad i 2014. Han har siden 2002 været tilknyttet Vikingeskibsmuseet, hvor han i dag arbejder som seniorforsker og forskningskoordinator. Ravn har desuden publiceret et stort antal videnskabelige og populærvidenskabelige artikler samt været forfatter og redaktør på flere bøger om Danmarks maritime historie.
Tilmelding og yderligere information findes på:
https://fuaalborg.dk/nordjylland/program/bornholm/skibe-og-soefart-i-danmarks-oldtid-2522-314