Update Bornholm

Forår på Smørjeppegård: Køer på græs Skærtorsdag

Der venter både forårsstemning og familiehygge, når Smørjeppegård inviterer til det årlige ko-udspring torsdag 17. april 2025 – Skærtorsdag. Klokken 12.30 bliver gårdens køer lukket ud på græs efter en lang vinter i stalden, og alle interesserede er velkomne til at opleve den livsglade forårsdans på markerne ved Rønne.

Af Torben Kofod Ager – privatfoto fra tidligere år på smørjeppegård

Bag arrangementet står landmand Martin Pihl Sode og hans familie, som glæder sig til at dele traditionen med både fastboende og besøgende. Gården, der ligger på Smørjeppevej 2 ved Rønne, åbner dørene for gæster fra kl. 10.30 til 14.00.

Inden køerne lukkes ud, er der mulighed for at besøge staldene, hvor man kan komme tæt på dyrene og se, hvordan de selv vælger at blive malket i moderne malkerobotter. For børnene er der lagt op til leg og nysgerrighed med et halmlegeland og udstilling af landbrugsmaskiner, som man kan komme helt tæt på.

Bornholmske specialiteter og lokale producenter
Udover køernes glædeshop er der også fokus på lokale fødevarer. Bornholms Andelsmejeri vil være til stede med smagsprøver på deres prisvindende oste og mulighed for køb. Food Bornholm repræsenterer øens bælgfrugtsproducenter, som både deler viden og sælger deres produkter.

Desuden kan man møde Jeppe og Kirstina Nielsen fra ‘Den Bornholmske Kalv’, der sælger kvalitetskød og blomster fra deres pluk-selv-marker. Til de sultne og tørstige står Bornholms 4H og Bornholms LandboUngdom klar med madboder og forfriskninger.

Arrangementet på Smørjeppegård er gratis og åbent for alle, der har lyst til at mærke foråret og opleve livet på landet helt tæt på.

Læs meget mere om Smørjeppegård her