
Arsen i ris kommer typisk fra vandingsvandet på rismarken og er den fødevare, der indeholder mest uorganisk arsen.
Indholdet svinger fra egn til egn.
Man kan derfor ikke udpege ris fra bestemte lande som mere eller mindre arsenholdige. Arsen-indholdet er også uafhængigt af, om risene er økologiske eller konventionelle.
Store mængder arsen kan være kræftfremkaldende
Vær derfor opmærksom, hvis du dagligt spiser ris, da det giver en forøget risiko for kræft. Husk på, at der er tale om en relativt lille risiko. Fødevarestyrelsen mener dog, at det er relevant at give forbrugerne mulighed for selv at agere.
I forhold til børn skal man være særligt påpasselig på grund af deres relativt store indtag i forhold til kropsvægt.
Glutenallergikere bør også være opmærksomme på en varieret kost, så den ikke mest består af ris baserede produkter.
Varier produkter af fuldkornsris
Brune, røde og sorte ris samt produkter baseret på fuldkornsris indeholder næsten dobbelt så meget uorganisk arsen som hvide ris. Det er stadig vigtigt at spise fuldkornsprodukter, herunder fuldkornsris, men variation er vigtig. Variation bør også omfatte morgenmadsprodukter.
Guide: Sådan skyller du dine ris og mindsker arsen

Man kan sænke indholdet af uorganisk arsen i ris ved at:
Skylle risene godt.
Lade risene stå i blød i koldt vand et par timer i køleskabet eller hælde kogende vand over risene og lade dem stå i blød i 15-30 minutter.
Kog derefter dine ris som normalt.
Eller man kan koge risene i for meget vand, ligesom når man koger pasta.
Lige inden risene er kogt færdige, hælder man vandet fra og lader gryden stå med låg på i nogle minutter.
Tilberedningstiden afhænger af ristypen.
Man behøver ikke både at sætte ris i blød og koge dem i for meget vand – man kan vælge det ene eller det andet.
Spiser man risengrød ofte og ikke kun til jul, kan man i blødsætte grødrisene i et par timer i køleskabet inden tilberedning.
Spiser du blot risengrød engang i mellem, behøver man ikke i blødsætte risene.
Læs mere om arsen i ris og risprodukter her