
Af Torben Kofod Ager
Fødevarestyrelsen har den 18. december 2024 hævet trusselsniveauet for fugleinfluenza fra middel til høj på grund af stigende fund af sygdommen blandt vilde fugle i Danmark og nabolande.
Fra torsdag 19. december skal ejere af fjerkræ og andre fugle i fangenskab holde deres dyr indendørs eller under overdækning for at forhindre kontakt med vilde fugle. Undtagelser gælder for hønsehold med indhegninger på 40 kvadratmeter eller mindre, hvor dyrene blot skal holdes indhegnet, samt for ande- og gåsebesætninger, der kan undlade overdækning, hvis udearealet begrænses, og vilde fugle forhindres i at lande i indhegningen.
Fodring og adgang til vand skal ske under overdækning for at undgå forurening fra vilde fugle. Desuden forbydes som udgangspunkt dyrskuer, udstillinger og konkurrencer med fjerkræ og fugle i hele landet. Planlæggere af udstillinger med fugle fra mindre virksomheder kan søge om tilladelse hos den lokale veterinærenhed.
Fugleinfluenza er en alvorlig og meget smitsom sygdom med høj dødelighed blandt fjerkræ. Selvom risikoen for smitte til mennesker vurderes som lav, anbefales det, at ejere af fjerkræ udviser ekstra opmærksomhed på symptomer og kontakter en dyrlæge ved mistanke om sygdom. Fødevarestyrelsen opfordrer også til øget smittebeskyttelse, herunder skift og desinfektion af fodtøj inden adgang til fuglene.
Findes døde fugle i naturen, der mistænkes for at være døde af fugleinfluenza, kan dette rapporteres til Fødevarestyrelsen via appen “Fugleinfluenza-Tip”.
Kilde: Fødevarestyrelsen – læs hele pressemeddelelsen her