Update Bornholm

Festdag ved Rytterknægten da trailcenter blev indviet

Tekst og fotos: Bjarne H. Kirkegaard

Det var så absolut en festdag, da Trailcenter Rytterknægten blev indviet efter alle kunstens regler lørdag eftermiddag. Allerede på vejen op mod Rytterknægten, var det let at se, at her var noget særligt på færde. Mange, mange biler var parkeret langs vejsiden.

Og ganske rigtigt, der var gang i løjerne lige ved foden af Kongemindet. Her var godt 200 mennesker forsamlet for først og fremmest at lytte til seks forskellige taler og indlæg – som alle sammen handlede om det nye trailcenter. Her var cyklister og vandrende, hesteejere og hundeejere.
Unge og gamle – alle glade mennesker.

Programmet bød på velkomst eller åbningstale af næstformand i DIF, Thomas Bach, og så en tale af borgmester Jacob Trøst (C) fra Bornholms Regionskommune. Han kunne slå fast, at det nye trailcenter giver rigtig god mening, som mødested – hvorfra man kan tage fat på det bornholmske netværk af stier og vandreruter.

Borgmesteren roste også samarbejdet på tværs af organisationer og foreninger. Det nye trailcenter er strøttet af Nordea-fonden, Lokale- og Anlægsfonden, Brdr. E., S. og A. Larsens Legat, Sparekassen Bornholms Fond i samarbejde med DIF (Dansk Idrætsforbund), DGI, (Danske Gymnastil- og Idrætsforeninger) og Naturstyrelsen Bornholm.

Jacob Trøst takkede alle de gode kræfter i det bornholmske samfund, der gennem årene har ydet en stor indsats for at realisere idéen – og har bakket op om projektet. ”Så en kæmpe tak til jer – og et stort tillykke til Bornholm!” – lød det det bl.a. fra borgmesteren. Næste taler var skovrider Søren Friese fra Naturstyrelsen Bornholm, som har lagt jord, eller rettere skov til trailcenteret.

Tredje taler var projektkonsulent i Nordea-fonden Nicoline Lind-Holm Kuhnt, som kunne fortælle om Nordea-fondens engagement i Bornholm – og specielt i at få projektet på Rytterknægten til at blive til virkelighed.

Så fulgte et meget engageret indlæg om idéen bag trailcenterets arkitektur. Det blev leveret med rigtig god energi af Marie-Louise Holst, som er stiftende partner i firmaet Matters. Hun fortalte sjove detaljer, som havde været vendt og drejet under opførelsen af centerbygningen.Der er skåret huller til træerne, vel vidende, at hullerne måske skal udvides om 3 eller 20 år. Bænke og borde på solsiden af bygningen er af noget helt andet træ, en den lokale Duglas, som bygningen ellers består af. Bænke og borde er lavet af de gamle trin fra det tidligere tårn på Kongemindet.

Arkitekterne havde haft mange samtaler med Tejn-smeden, sagde Marie-Louise Holst. Ønsket var også at anvende stål fra det gamle ståltårn. Men det måtte opgives igen, da ingen stykker stål var lange nok. Hun fortalte også om et ovenlysvindue – og vinduer i bygningen, som man kan undre sig over.

Sidste indlæg handlede om støtte til aktiviteter. Det var fritidskonsulent Pernille Øllgaard Rasmussen, som gjorde opmærksom på, at der stadig er omkring 300.000 kr., der kan søges på til aktiviteter, f.eks. omkring trailcenteret.

Endelig blev det efter en lille time tiden til, at den røde snor skulle klippes over. Det klarede borgmester Jacob Trøst gerne – naturligvis med et sort smil. Og så var der ellers dømt ”fri leg og hygge i skoven”. Tid til at gå på opdagelse i det nye trailcenter.

Det var muligt at få lidt kaffe eller kakao og med en kage til, så langt lageret rakte. Der var også mulighed for at lave pandekager over bål – og snakke med repræsentanter fra foreningerne bag aktivitetssporene og meget mere.

 En herlig, solbeskinnet eftermiddag – hvor alle så ud til at være i perlehumør.