Update Bornholm

Farverig koncert med Økobandet i Friskoven 21. juni

Aakirkeby – 21. juni kl. 13 inviterer Musikhuzet og Friskoven til en livlig og farverig koncertoplevelse for hele familien, når det københavnske “Økobandet” gæster Friskoven på Bygaden 15 i Aakirkeby.

Af Torben Kofod Ager
Økobandet er kendt for deres energiske optrædener, hvor musik, dans og miljøbevidsthed går op i en højere enhed. Gruppen består af en række venner, som siden 2018 har begejstret børn og barnlige sjæle med over 60 optrædener landet over. Med humor, smittende energi og grønne budskaber har de allerede lært mere end 2.000 børn at synge og danse med på numre som den populære “Bøf uden øf”.

Koncerten i Friskoven byder på en buket af blomstrende sange med temaer som affaldssortering, genbrug og retfærdighed, fremført i farvestrålende heldragter og med et glimt i øjet. Økobandets musikunivers blander iørefaldende melodier, kazoo-soloer og koreograferede danse – alt sammen med det mål at inspirere børn og voksne til at tage del i den grønne omstilling.

Gruppen har udgivet flere musikvideoer på YouTube og står i 2024 klar med udgivelsen af EP’en SKRALD.

Find mere information her