Update Bornholm

Færøske rødder møder dansk indie-jazz i ny musikalsk alliance

Fredag 16. maj kl. 20 inviterer Musikhuzet på Bornholm til en unik koncertoplevelse, hvor den færøske sanger og sangskriver Teitur indtager scenen sammen med det danske indie-jazzband Girls in Airports.

Af Torben Kofod Ager – pressefoto

Samarbejdet mellem Teitur og Girls in Airports begyndte i 2022 med ønsket om at skabe ny musik, hvor deres respektive lydbilleder smelter sammen. Projektet tog sin begyndelse med en anmelderrost uropførelse på VEGA i København og har siden udviklet sig til et dybere kunstnerisk partnerskab. Musikken er nu blevet indspillet og produceret af den internationalt anerkendte Bruce Lampcov – med planlagt albumudgivelse senere i år.

Koncertens musikalske omdrejningspunkt er de traditionelle færøske folkesange kendt som Skjaldur. Sangene fungerer som både personlig og kulturel refleksion over Teiturs opvækst på Færøerne og ungdom i Danmark. I samarbejde med Girls in Airports er de gamle rim og melodier blevet transformeret til et moderne, genrebrydende univers med elementer af jazz, elektronik og indie.

Formålet er både at bevare og forny Skjaldur – en central del af den færøske kulturarv – og at præsentere traditionen for nye generationer i en nutidig kontekst.

Om Teitur
Teitur Lassen har siden sin debut markeret sig som en af Nordens stærkeste musikalske stemmer med otte studiealbums, over 1000 koncerter og to Danske Grammy Awards bag sig. I de senere år har han udvidet sit musikalske virke med både klassiske kompositioner og elektroniske projekter. I 2023 blev han nomineret til Nordisk Råds Musikpris.

Om Girls in Airports
Girls in Airports er kendt for deres grænseløse tilgang til lyd og genre. Deres musik bevæger sig i krydsfeltet mellem jazz, ambient, world og improvisation, og kollektivet har skabt sig et navn som en af Danmarks mest innovative jazzgrupper. Bandet består af Martin Stender (saxofon), Mathias Holm (klaver), Victor Dybbroe (percussion) og Anders Vestergaard (trommer). De har blandt andet stået bag det ambitiøse værk Leap, skrevet for Aarhus Jazz Orchestra.

Koncerten i Musikhuzet lover en uforudsigelig og dragende aften i krydsfeltet mellem tradition og fornyelse.