Update Bornholm

Erichsens Gård åbner dørene for en ny sæson 9. maj

Den 9. maj slår Erichsens Gård i Rønne atter dørene op og byder besøgende indenfor i en unik tidslomme, hvor bornholmsk by-, have- og madkultur formidles i autentiske rammer. Museet, der både rummer et byhus og en historisk have fra begyndelsen af 1800-tallet, danner rammen om en særlig kulturarv midt i hjertet af Rønne.

Tekst og fotos af Torben Kofod Ager

Gæster inviteres til at gå på opdagelse i den gamle have, hvor man både kan finde ro og inspiration. Her er der plads til fordybelse og leg: børn kan tage på insektsafari med sommerfuglenet og insektglas, lave blomsterpres eller undersøge det smådyrsliv, der gemmer sig mellem buske og blomster.

Hver lørdag summer gården af liv og duften af nybagte pandekager, når det gamle komfur i museets køkken tages i brug – og smagsprøver er naturligvis en del af oplevelsen.

Haven har gratis adgang fra mandag til torsdag kl. 10–16, mens både hus og have holder åbent fredag og lørdag i samme tidsrum fra sæsonstart den 9. maj til den 18. oktober. Hver lørdag kl. 11 kan man desuden komme med på en rundvisning i haven med gartneren Bjarne, som deler ud af sin viden og passion for den historiske beplantning.

Erichsens Gård ligger i Laksegade 7 i Rønne og glæder sig til at byde både nye og gamle gæster velkommen til endnu en sæson i det stemningsfulde gamle købstadshus.