Update Bornholm

Er der fortsat brug for EU-støtte til samarbejdet på tværs af grænserne?

Niels Chresten Andersen, der er leder af kommunens EU-kontor skal deltage i en paneldebat i Krakow. (Foto: Pressefoto)


Spørgsmålet om fremtidig EU-støtte til regionale samarbejdsprojekter er på dagsordenen ved en stor konference i Krakow, som den polske regering er vært for i disse dage.
Konferencen afholdes som en del af Polens EU-formandskab i første halvår af 2025, inden Danmark overtager formandskabet i juli.

En af de centrale diskussioner handler om EU’s Interreg-programmer.
Interreg er en EU-pulje, der giver penge til projekter, hvor lande arbejder sammen på tværs af grænser.

Målet er at styrke økonomien, miljøet og fællesskabet i Europa, der siden 1990 har finansieret projekter i hele Europa.
Bornholm har gennem årene modtaget over 70 millioner kroner fra forskellige Interreg-fonde, og øens deltagelse i programmet, har blandt andet gavnet lokale aktører som BEOF, BOFA, Bornholms Museum, Rønne Havn, NaturBornholm og Center for Regional- og Turismeforskning (CRT).

Lederen af kommunens EU-kontor, Niels Chresten Andersen, er inviteret til at deltage i en paneldebat om programmets fremtid. Han vil her debattere med repræsentanter fra det polske EU-formandskab, Europa-Kommissionen, Ukraine samt universiteter i Polen og Skotland.

“En af de store diskussioner i EU lige nu handler om, hvordan man styrker Europas grønne konkurrenceevne, særligt i forhold til Kina og USA. Det er en debat, der vil præge arbejdet med EU’s næste flerårige budget (2028-2034). Der er allerede overvejelser om at skære ned på antallet af EU-programmer, hvilket potentielt kan få konsekvenser for Interreg og andre strukturfonde”, siger han og fortsætter:
“De beslutninger, der træffes i de kommende måneder, kan få betydning for, hvorvidt grænseregioner som Bornholm også fremover kan søge EU-midler til udviklingsprojekter”.

.