Update Bornholm

En æra er slut: Julehuset i Klemensker er sat til salg

Tekst og foto: Bjarne H. Kirkegaard

Det er sidste chance i år – senest 31. december 2024, midnat nytårsaften – hvis du vil forbi og opleve Julehuset, på Bedegade 13, i Klemensker, med fuldt blus på. Hermed er en æra ved at være forbi: Julehuset lukker og slukker. For huset er sat til salg, fortæller Gunni Andersen. Han er manden bag husets lys og farver i juletiden.

Det begyndte i 1992 – og siden er mere og mere pynt kommet til. Der har været pyntet op med lys på huset – og juleeventyr i haven – så godt som alle år siden. Dog ikke i 2022 på grund af de høje el-priser. Men så igen i 2023 og 2024, hver dag fra kl. 16.30 til kl. 00.00. Altså 32 gange. Men nu er det slut.

Nogen synes, at ”det er bare for meget”. Men rigtig mange mennesker har glædet sig fra år til år – over, at nu blev der igen pyntet fint op. Hovedlinjerne er holdt i det hvide lys – og så enkelte velvalgte farver, for at fuldende juleeventyret. Og her er kommet lidt nyt til hvert år – måske bare en enkelt ting.

Men nu er det slut. Selv om det ellers var meningen, at det hele skulle køre videre, da Marina og Gunni Andersen for et par år siden flyttede til Hasle. Da flyttede datteren Sif Alexandra Duarte nemlig ind i julehuset – og skulle med hjælp fra Gunni føre traditionen videre.

”Men det blev for meget med huset og haven” – så nu skal det sælges, siger Gunni Andersen. Dermed slutter den juletradition, som han begyndte i 1992 med den populære og hyggelige pyntning og oplysning af hus og have. Præcis hvornår huset sælges vides ikke.

Men EDC Bornholmerbo har her i december fået lov til at sætte et TIL SALG skilt op i indkørslen. ”Og så bliver huset sat til salg på internettet 1. januar. Så må vi se, hvornår det bliver solgt”, siger Gunni Andersen. 

”Vil en ny køber også kunne købe alt udstyr til udsmykning af julehuset med?” ”Ja, jeg er jo nok til at forhandle med”, svarer Gunni Andersen lunt. Men forventningen er, at nu er det slut. ”Alting har jo en ende”, konstaterer Gunni Andersen tørt.