Update Bornholm

Drømmende klavertoner på Svanekegaarden med Pål Eide

Af Torben Kofod Ager
Onsdag 4. juni kl. 19.30 danner Svanekegaarden rammen om en særlig klassisk koncert, når den anerkendte pianist Pål Eide gæster Bornholm med sit program Echoes of a Dream. Koncerten lover en musikalsk rejse, der strækker sig fra La Belle Époque og frem til det 21. århundrede.

pressefoto

Med udgangspunkt i værker af bl.a. Edvard Grieg, Aleksandr Skrjabin og den nyopdagede komponist Leopold van der Pals, såvel som nyere værker fra vores egen tid, skaber Eide et sammenhængende musikalsk narrativ. Hans evne til at finde originale forbindelser på tværs af perioder og stilarter indfanger publikum i en sanselig og drømmende helhedsoplevelse.

Pål Eide, født i Norge og bosat i Danmark siden 1990, er uddannet ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Tjajkovskij-konservatoriet i Moskva. Han debuterede i København og har siden optrådt ved en lang række anerkendte koncertsale – heriblandt Tivolis Koncertsal og Louisiana Koncertsal – og som solist i Griegs klaverkoncert i Sibirien med Surgut Philharmonic Orchestra i 2019.

Eides internationale gennembrud kom i 2017 med albummet Grey Clouds, der indeholder værker af Liszt, Ravel, Debussy og Stravinskij. Hans efterfølgende udgivelse Pictures, indspillet på Edvard Griegs originale flygel på Troldhaugen, fik stor opmærksomhed i international musikpresse. I 2022 debuterede han sammen med cellisten Tobias van der Pals i Carnegie Hall med uropførelsen af Leopold van der Pals’ sonate for cello og klaver fra 1906. Eide har desuden etableret musikalske samarbejder med profiler som mezzosopranen Nana Bugge Rasmussen og blokfløjtenisten Michala Petri.

Koncerten på Svanekegaarden tegner til at blive en intim og stemningsfuld aften, hvor drømme og klavermusik smelter sammen i et sanseligt møde mellem fortid og nutid.