Skt. Nicolai Kirke i Rønne danner søndag den 2. februar rammen om Diakoniens Dag. Et arrangement, der sætter fokus på kirkens sociale arbejde og den forskel, frivillige gør for mennesker, der oplever ensomhed, utryghed eller andre udfordringer i livet.

Af Iben Busch
Frivillige skaber tryghed og fællesskab
Omkring 100 frivillige er tilknyttet kirken og bidrager på forskellig vis til at hjælpe sårbare borgere via forskellige initiativer, der skal styrke fællesskabet og skabe trygge rammer for dem, der har brug for det.
Karenbodil Madsen, der er kirke- og kulturmedarbejder i Skt. Nicolai Kirke, skriver i sin pressemeddelelse: “Vi hører jævnligt om, hvordan børn, unge, voksne og ældre mistrives i disse år. Det har, lige siden den første kirke blev til, været en del af dens identitet at hjælpe mennesker, der er i mistrivsel eller i nød. Derfor er der frivillige, der har engageret sig i f.eks. besøgstjenesten, telefonkæden, genbrugsbutik osv.”
Program for dagen
Diakoniens Dag begynder kl. 10.30 med en gudstjeneste i Skt. Nicolai Kirke. Herefter vil der være et frivilligmarked i kirken, hvor besøgende kan møde de frivillige og høre mere om deres arbejde. Samtidig kan pårørende eller andre interesserede få information om, hvordan kirken kan tilbyde støtte til dem, der har behov for det.
Dagen rundes af med en let frokost, som er gratis for alle deltagere. Arrangementet er arrangeret af Menighedsplejen i Rønne Sogn og forventes at slutte omkring kl. 13.00. Alle er velkomne til at deltage.