Af Torben Kofod Ager
Ti unge fra øen har trukket i uniformen og påbegyndt deres brandkadetuddannelse, som løber frem til ultimo maj 2026.

Første undervisningsaften var præget af høj motivation, god stemning og stort engagement. Ud over uddeling af uniformer bød aftenen også på den traditionsrige slangebowling – en øvelse, der både stiller krav til teknik og samarbejde, og som igen viste sig at være en populær aktivitet blandt deltagerne.
Uddannelsen giver de unge et indblik i brandvæsenets arbejde, herunder betydningen af fællesskab og disciplin. Forløbet afsluttes med en opvisning samt overrækkelse af diplomer og beviser på gennemført uddannelse.
Bornholms Brandkadetter er et tilbud, der har fokus på at styrke de unges samarbejdsevner og ansvarsfølelse, samtidig med at de får viden om beredskabets rolle i samfundet. Ifølge kommunen og Bornholms Brandvæsen er forventningen, at Hold 5 får et både lærerigt og succesfuldt forløb frem mod afslutningen i foråret 2026.