
Tekst og foto: Bjarne H. Kirkegaard
DeViKa på Paradisvej 72 i Nexø havde i løbet af et par timer fredag eftermiddag besøg at næsten 100 mennesker. Tidligere ansatte, ægtefæller til personale, modtagere af kølemad og enkelte politikere var blandt gæsterne. Anledningen var DeViKas 25-års jubilæum – som producent og leverandør af kølemad på Bornholm.
DeViKa blev grundlagt i år 2000 som et samarbejde mellem Nexø Kommune og Aakirkeby Kommune. Ved kommunesammenlægningen i 2003 blev DeViKa den fælles leverandør af kølemad til hele Bornholm, fortalte lederen af DeViKa, Nina Kragskov.

Hun bød velkommen til åbent-hus-arrangementet og sagde, at ”det er med stor glæde og stolthed, at jeg som leder gennem alle årene, står her foran jer”. I 2003 lavede DeViKa mad til mange – til 11 køkkener – bl.a. forpagtningen af Beredskabscentret i Allinge en årrække.
Kølemad med digital bestilling var udbredt i 2008. Ny struktur i 2010, og DeViKa begyndte at levere kantinemad. I 2015 gik man over til at indføre 60 procent økologisk produktion – og der kom fokus på bæredygtighed. I 2017 måtte DeViKa sige farvel til mange ansatte, da der kom køkkener på plejecentrene.
I 2018 kom der fokus på madspild – og her fik DeViKa også et økologisk bageri i Rønne. På jubilæumsdagen viste DeViKa en udstilling, hvor gæsterne kunne få et indblik i udviklingen Der var branding i 2005 – og så handlede det om LEAN i 2010. Året efter kom Madelines spændende retter til.
Nu er den grønne mad så kommet i fokus. ”Uanset hvilke udfordringer vi har stået over for, så har vi altid formået at tilpasse os. Tak til det fantastiske team, der hver dag arbejder hårdt og dedikeret. Jeg er dybt taknemmelig for jeres indsats og engagement”, sagde Nina Kragskov blandt andet.
Der var også af taler af centerchef Bjarne Freund-Poulsen – som udråbte et trefoldigt leve for DeViKa – og af udvalgsforperson Helle Munk Ravnborg (Ø) – som ønskede DeviKa stort tillykke med de 25 år.

Så var der ellers lidt til ganen og halsen – foruden kaffe og kager. Og der var mulighed for at gå i køkkenet og se eksempler på den ”skræddersyede mad”, som DeViKa kan levere.
