Bornholms Teater lægger i disse dage sidste hånd på familieforestillingen Teaternissens Kuffert, som får premiere fredag den 14. november. Forestillingen skiller sig ud fra tidligere produktioner ved at invitere publikum på en stedspecifik vandring gennem teatrets kulisser – en oplevelse, der bringer både børn og voksne helt tæt på teatrets hverdag og magi.
Instruktør og teaterchef Jens Svane Boutrup fortæller, at idéen har været at åbne hele teaterbygningen og bruge den som scene:
”Ud over at lave en forestilling på hele teatret, så har vi også lavet en forestilling om teatret, som fortæller om den særlige verden, vi arbejder i. Vi vil gerne dele vores begejstring for og kærlighed til teatret med den nye generation af teatergængere.”
Publikum bliver ledt rundt i det historiske Rønne Theater, og forestillingen afsluttes på teatrets loft – hjemmet for den legendariske teaternisse. Da antallet af publikumspladser er begrænset, bliver Teaternissens Kuffert en lille, intim forestilling med stort nærvær.
Historien begynder, da teaternissens kuffert pludselig står efterladt på Gamle Scene. Er nissen ved at flytte? Uden en nisse kan teatret ikke fungere, og derfor må publikum – sammen med skuespiller Jesper Riefensthal – forsøge at overtale teaternissen til at blive. Undervejs får man historien om den første teaternisse og et indblik i teatrets dagligdag – fortalt med humor, varme og kærlighed til scenekunsten.
Teaternissens Kuffert spiller offentlige forestillinger den 1., 3.–5. december, og spilletider kan ses på www.bornholmsteater.dk. Forestillingen indgår desuden i Bornholms Teaters børneteaterordning og i strategien lys OP, hvor den skal spille for øens skoleklasser i november og december 2025.
Fællesspisning som en del af oplevelsen
Bornholms Teater udvider også teateroplevelsen med et nyt initiativ: fællesspisning for børnefamilier efter forestillingen. Teaterformidler Tabitha Jespersen håber, at det kan gøre det lettere for familier at prioritere kultur i hverdagen:
”Det skal være overkommeligt at prioritere kultur og scenekunst som familieaktivitet, og det tror vi, at vores uformelle og børnevenlige fællesspisninger kan bidrage til.”
Fællesspisningen er inkluderet i billetprisen og kan tilvælges ved køb af billetter. Dermed bliver Teaternissens Kuffert ikke blot en teateroplevelse – men også en hyggelig stund i fællesskabets og julens ånd.