Update Bornholm

Bornholmske veteraner dykkede til nye dybder – fire tidligere udsendte gennemførte kursus med succes

Af Niels Chresten Andersen
Bornholms Veteran Forum (BVF) samler i aften repræsentanter fra 15 myndigheder og organisationer til sit halvårlige repræsentantskabsmøde. Forummet arbejder for at styrke indsatsen for Bornholms mere end 500 tidligere udsendte i internationale missioner.

Ud over det faste arbejde med aktiviteter som Flagdagen for Danmarks tidligere udsendte, Klub Veteran Kids og Veterancaféen, har BVF i år udvidet sin indsats med et helt nyt initiativ: et dykkerkursus for veteraner.

Privatfoto

Kurset, der blev gennemført i samarbejde med Bornholms Værns Idrætsforening og Dykkercenter Bornholm, gav fire veteraner mulighed for at prøve kræfter med dykningens verden. Alle deltagere – Mikkel Sobczyk, Tonny Christensen, Allan Gylling Olsen og Stig Bille Johansen – bestod kurset.

Privatfoto

Projektet blev realiseret med økonomisk støtte fra Østifternes Fond og Brdr. E., S. og A. Larsens Legat, som BVF udtrykker stor taknemmelighed over for.

Aftenens repræsentantskabsmøde byder desuden på besøg af fondsdirektør Dorthe Skov-Jespersen, der vil orientere om arbejdet i Danske Veteranhjem. På dagsordenen står også evaluering af de seneste flagdagsarrangementer samt planlægningen af BVF’s årsplan for 2026, hvor organisationens 10-års jubilæum vil blive markeret.