Update Bornholm

Bornholmske gymnasieelever klædes på til at grille klimaministeren på folkemødet

Torsdag 8. maj drager 34 elever fra 1.k på Campus Bornholm til København som led i deres forberedelser til en klima- og energidebat med ministeren på Folkemødet i juni. Eleverne deltager i faget samfundsfag og ledsages af deres lærer.

Af Torben Kofod Ager – pressefoto: BEOF

Dagen i hovedstaden begynder med en rundvisning på Christiansborg ved folketingsmedlem Lea Wermelin (S), tidligere miljøminister og nuværende medlem af Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget. Herefter går turen videre til en række grønne organisationer, der skal ruste eleverne med viden og argumenter.

Dagsprogrammet for 8. maj ser således ud:

  • 10.00: Ankomst til Christiansborg
  • 10.30–11.30: Rundvisning i Folketinget v/ Lea Wermelin
  • 11.30–12.30: Pause og gåtur til Green Power Denmark
  • 12.30–13.30: Frokost og oplæg ved Ungeklimarådet v/ Sara Færch Hansen
  • 13.30–14.15: Oplæg fra Green Power Denmark v/ Bjarke Lund Larsen
  • 14.15–15.15: Rådet for Grøn Omstilling v/ Jeppe Guldbæk Hannibal – inkl. kaffe og kage
  • 16.00: Afgang fra Dybbølsbro med bus mod Bornholm

Bag initiativet står Bornholms Energi & Forsyning, der ønsker at give de unge mulighed for at komme til orde i den grønne debat. Det handler ikke kun om at stille spørgsmål, men om at stille de rigtige spørgsmål.

Debatten finder sted fredag 13. juni kl. 17.00–17.30 på Klima- og Energiscenen under Folkemødet i Allinge.

Pressefoto: BEOF

Her vil klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard blive mødt af et panel af velforberedte elever, der – uden fløjlshandsker – er klar til at udfordre ministeren på både ambitioner og resultater. Debatten modereres af direktør for Bornholms Energi & Forsyning, Claus M. Andersen, og Sara Færch Hansen fra Ungeklimarådet.

Direktør Claus Andersen, BEOF

– Vi vil gerne være med til at sikre, at unge mennesker ikke blot lytter til debatten, men selv tager del i den, siger Claus M. Andersen. – De skal turde stille krav til beslutningstagerne og være med til at skubbe på for grøn omstilling i praksis.

Folkemødet bliver således ikke kun et forum for politiske paroler, men også en platform, hvor unge stemmer får plads – og hvor magthaverne må stå på mål for deres prioriteringer.