Lørdag 29. marts får både børn og voksne en sjælden mulighed for at opleve H. C. Andersens eventyr oplæst på bornholmsk. Arrangementet finder sted på Rønne Bibliotek kl. 13.00-14.00 og er en del af Ane Cecilie Mogensens udstilling Fem eventyr af H. C. A. og andre papirklip.

Oplæsningen foretages af Alex Speed Kjeldsen, der har oversat H. C. Andersens klassiske eventyr til bornholmsk i bogen Fæm eventyr å H. C. Andersen âuersatta å Alex Speed Kjeldsen me papirkløpp å Ane Cecilie Mogensen. Under arrangementet vil Ane Cecilie Mogensen desuden fortælle om sit arbejde med at illustrere bogens historier gennem papirklip.
Oplæsningen finder sted forrest i voksenafdelingen ved Mogensens udstilling, og alle interesserede er velkomne. Efter arrangementet vil der være mulighed for at købe bogen til en fordelagtig pris og få den signeret af både Alex Speed Kjeldsen og Ane Cecilie Mogensen.
Bornholms Biblioteker står bag begivenheden, som er offentlig og åben for alle, uanset om man bor på Bornholm eller ej.