Af Torben Kofod Ager
Overtrædelse af knivloven
En 19-årig mand fra Sjælland blev fredag aften kl. 18.45 fundet i besiddelse af en foldekniv ved afrejse fra Bornholms Lufthavn. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af knivloven.
Indbrud
Bornholms Politi fik lørdag tre anmeldelser om indbrud i redskabsskure på forskellige adresser i Nexø, der formentlig var begået natten til lørdag. Der var blandt andet blevet stjålet en del værktøj, som blev fundet af en borger på et grønt område ved Jomfrubakken samme dag.
Uro og uorden i nattelivet
Lørdag kl. 22.33 fik Bornholms Politi en anmeldelse om, at flere personer var kommet i slagsmål på et værtshus i Krystalgade i Rønne. To patruljer blev sendt til stedet. Ved politiets ankomst var parterne faldet til ro igen.
En 21-årig fra Hasle fik natten til søndag en bøde på 1.000 kr. for at urinere på Store Torv i Rønne.
Butikstyveri
Bornholms Politi fik søndag morgen kl. 07.41 en anmeldelse om, at der samme morgen var blevet begået butikstyveri i Kvickly i Nexø, hvor en mand blandt andet havde stjålet dyre kødvarer, som han undlod at betale for. Manden var blevet opdaget af personalet og blev, foruden tyvekosterne, fundet i besiddelse af en større kniv. Herefter flygtede manden fra stedet. Politiet har en konkret mistanke om, hvem der har begået tyveriet, men har endnu ikke foretaget sigtelse.
Savnet mand fundet i god behold
Bornholms Politi udsendte mandag morgen en efterlysning af en mand, som var gået fra plejecenteret Klippebo i Gudhjem cirka kl. 03.30. Manden blev fundet af en borger kl. 07.01 og herefter bragt tilbage til plejecenteret i god behold.
Færdsel
En 18-årig mand fra Allinge blev natten til søndag kl. 00.21 stoppet i bil på Borrelyngvej i nærheden af Hasle. Den 18-årige fik en bøde på 1.000 kr., fordi han ikke havde medbragt sit kørekort. Derudover havde han ikke betalt ejerafgift for køretøjet, og derfor blev nummerpladerne inddraget.