Update Bornholm

Bornholms Politi: Uddrag af døgnrapporten 2. december 2025

Beruset mand på gaden
Mandag kl. 21.50 blev en beruset 38-årig mand fra Rønne fundet liggende på gaden på Byledsgade i Rønne. Da den 38-årige blev vurderet til at være ude af stand til at tage vare på sig selv og fremstod aggressiv, blev han frihedsberøvet af politiet og anbragt i detentionen på Rønne Politigård de næste timer.

Musik til ulempe
Politiet fik kl. 02.50 en anmeldelse om, at der blev spillet høj musik fra en lejlighed på Nordre Kystvej i Rønne, hvilket var generende for de omkringboende. En patrulje kom til stedet og gav den pågældende beboer besked på at slukke for musikken, hvilket blev efterkommet.

Hastighedsmålinger
Bornholms Politis ATK-bil foretog mandag morgen hastighedsmålinger på Rønnevej i Nylars. Her blev 18 biler målt til at køre for hurtigt, og to af bilisterne får et klip i kørekortet. Den højeste hastighed blev målt til 104 km/t, hvor 70 km/t er tilladt.