Update Bornholm

Bornholms Politi: uddrag af døgnrapport 14. februar

Af Torben Kofod Ager

Arbejdsulykke
Torsdag kl. 11.42 fik Bornholms Politi en anmeldelse af en arbejdsulykke i Nexø, hvor en mand i 40’erne fra Nyker havde fået en trailer ned over sig. Manden var kommet let til skade og blev kørt til kontrol på Akutmodtagelsen.

Hærværk
Natten til fredag er der blevet begået hærværk mod et offentligt toilet på Saltpladsen i Rø. Derudover har gerningsmanden flyttet rundt på affaldscontainere samt deres indhold, skruet flere postkasser løs og flyttet rundt på haveredskaber i omkringliggende haver. Hærværket blev opdaget kl. 05.21, hvor politiet sendte en patrulje til stedet, dog uden at lokalisere gerningsmanden. Bornholms Politi hører gerne fra borgere, der har hørt eller set noget, på tlf. 114.

Færdsel
En 27-årig mand fra Rønne og en 61-årig mand fra Bodilsker fik begge en bøde på 1.500 kr. samt et klip i kørekortet for at benytte håndholdt mobiltelefon under kørslen, da de blev stoppet af politiet torsdag eftermiddag hhv. i Rønne og Nexø. De to mænd skal ud over bøden også betale 500 kr. i bidrag til Offerfonden.