Update Bornholm

Bornholms Kommune minder om regler for helårsbeboelse i sommerhuse

Bornholms Regionskommune har i efteråret sat ind for at sikre, at sommerhuse på øen anvendes i overensstemmelse med gældende lovgivning. Som led i indsatsen vil borgere, der står registreret i CPR med adresse i et sommerhus uden helårsstatus, modtage et varsel om påbud.

Kommunen er forpligtet af planloven til at reagere, når sommerhuse anvendes til helårsbeboelse uden tilladelse. Formålet er både at bevare sommerhusområderne som rekreative områder og at sikre, at helårsboliger findes, hvor der er planlagt infrastruktur og service til fast beboelse.

Elona Kofod, leder af Byg, understreger, at kommunen ønsker en respektfuld dialog med borgerne. ”Vi ved, at mange holder meget af deres sommerhus og bruger det flittigt – og nogle kan have haft svært ved at finde en anden bolig. Vi håndterer derfor sagerne med respekt, men er samtidig lovgivningsmæssigt forpligtet til at reagere, når et sommerhus anvendes som helårsbolig,” siger hun.

Kommunen lægger vægt på frivillige løsninger og tilbyder vejledning til borgere, der står registreret med adresse i et sommerhus. Mulighederne omfatter blandt andet at flytte folkeregisteradressen til en lovlig helårsbolig senest den 1. november, søge dispensation efter planlovens § 40, stk. 2, eller i visse tilfælde som pensionist have ret til at blive boende efter planlovens § 41, stk. 2. Bemærkninger og dokumentation kan sendes via Digital Post, og kommunen vejleder gerne om, hvordan man ansøger om dispensation.

Elona Kofod fremhæver, at indsatsen er et fælles ansvar. ”Vi håber, at alle berørte borgere vil se henvendelsen som en mulighed for dialog frem for et påbud. Kommunen har ingen interesse i at skabe unødig utryghed, men vi skal sikre, at lovgivningen overholdes – og det sker bedst i samarbejde med borgerne,” siger hun.