Update Bornholm

Bornholms Energi & Forsyning støtter lokale ildsjæle: Søg midler til jeres grønne eller fællesskabsskabende projekt

Foto: BEOF

Af Torben Kofod Ager
Har jeres forening, fællesskab eller initiativ en god idé, der kan skabe liv, fællesskab eller grøn forandring på Bornholm? Så er der nu mulighed for at søge støtte fra Bornholms Energi & Forsynings udlodningspulje. Med en samlet pulje på 125.000 kroner ønsker selskabet at bidrage til trivsel, bæredygtighed og stærke lokale fællesskaber.

Puljen er åben for en bred vifte af projekter og aktiviteter, der styrker Bornholm – både miljømæssigt og socialt. Det kan eksempelvis være:

  • Kultur-, idræts- og foreningsaktiviteter
  • Lokalt forankrede kunstprojekter
  • Energirenoveringer som varmepumper, solceller og isolering
  • Grønne fællesarealer, biodiversitetsprojekter og genbrugstiltag
  • Events og initiativer, der samler mennesker på tværs af alder og interesser
  • Klima- og miljøprojekter målrettet børn og unge
  • Opførelse af fællesfaciliteter som shelters, saunaer og legepladser
  • Idrætsarrangementer med fokus på grøn omstilling

Alle kan søge – og alle kan stemme
Ansøgningsfristen er 1. august 2025, og det er ikke nødvendigt, at projektet er stort eller kompliceret. Tværtimod lægges der vægt på idéens værdi for fællesskabet og den grønne omstilling. Når ansøgningsrunden er afsluttet, kan alle være med til at stemme på, hvordan midlerne skal fordeles.

En pulje, der er drevet af fællesskab
Midlerne i udlodningspuljen stammer fra Bornholms Energi & Forsynings overskud på el-handel. Som el-kunde er man dermed med til at støtte de lokale projekter, der modtager midler gennem puljen.

– Vi ønsker at give tilbage til øen og engagere vores kunder i det lokale liv. Udlodningspuljen er både en måde at styrke synligheden omkring vores arbejde og samtidig støtte de mange ildsjæle, der skaber værdi i lokalsamfundet, lyder det fra Bornholms Energi & Forsyning.

Læs meget mere HER