Update Bornholm

Bornholms børn lærer med hænderne – og hjertet

Debatindlægget udtrykker skribentens egne holdninger og er ikke nødvendigvis dækkende for redaktionens synspunkter.

Morten Vadstrup Warming, kandidat til kommunalvalget for SF Bornholm. pressefoto

Af Morten Vadstrup Warming. Kandidat til kommunalvalget for SF Bornholm
Der findes en skole på Bornholm, hvor børn selv laver mad. Hvor de spiser sammen, rydder op sammen og lærer, hvad fællesskab, madmod og ansvar betyder. Det lyder næsten for godt til at være sandt – men det er virkelighed. Det er Madskolen på Paradisbakkeskolen i Nexø – og den virker!

Madskolen er blevet en hjørnesten i skolens kultur. Her lærer børnene ikke kun om fag og formler, men om livet. De lærer at tage ansvar, at samarbejde og at mærke værdien af at gøre noget sammen. De bliver nysgerrige, selvstændige og får respekt for mad, for hinanden og for fællesskabet. Det er dannelse i praksis – og det er lige præcis sådan, vi i SF mener, at folkeskolen skal være: levende, lokal og fuld af læring, der giver mening.

Eleverne elsker Madskolen. Forældrene bakker op. Og lærerne oplever, at projektet giver mere trivsel, bedre samarbejde og større faglig motivation. Når børn får lov til at bruge hænderne, tænke kreativt og skabe noget konkret, vokser deres selvtillid – og det smitter af på hele skoledagen. Madskolen er et lysende eksempel på, at praktisk læring og boglig læring kan gå hånd i hånd.

Men alligevel har Madskolen flere gange været truet på livet – ikke fordi den har fejlet, men fordi den forstyrrer en politisk balance. Det er dybt urimeligt. Når et initiativ skaber glæde, fællesskab og læring, så skal det støttes – ikke stoppes. Bornholm skal være et sted, hvor gode idéer får lov til at vokse, ikke et sted, hvor de kvæles af kortsigtet bureaukrati.

Skolebestyrelsen på Paradisbakkeskolen har vist ansvar og vilje. De er klar til at arbejde sammen med kommunen om at gøre Madskolen selvfinansierende, helt eller delvist, hvis bare de får ro til at arbejde. Den ro bør kommunen give dem. Og det lover vi i SF Bornholm at kæmpe for. Vi vil stå vagt om Madskolen, fordi vi tror på, at investering i børn og fællesskab er den bedste investering, vi som samfund kan foretage.

Men vi stopper ikke der. Erfaringerne fra Paradisbakkeskolen skal bruges som inspiration for hele den bornholmske folkeskole. Vi vil i SF arbejde for, at alle skoler får frihed og opbakning til at udvikle deres egne lokale initiativer – uanset om det handler om madskole, naturundervisning, håndværk eller noget helt fjerde. Vores børn lærer bedst, når de mærker, at det, de laver, betyder noget.