Bornholms Regionskommune opfordrer nu endnu flere borgere til at deltage i den nationale sundhedsprofilundersøgelse.

Selv om Bornholm i øjeblikket har den højeste svarprocent blandt kommunerne i Region Hovedstaden, håber kommunen på, at endnu flere vil tage sig tid til at udfylde spørgeskemaet. Jo flere bornholmere, der svarer, desto bedre og mere nuanceret bliver billedet af den aktuelle sundhedstilstand, trivsel og sygdom i befolkningen.
2.500 tilfældigt udvalgte borgere på Bornholm har modtaget invitation til undersøgelsen i deres e-Boks. Har man fået invitationen, kan man stadig nå at deltage – fristen for besvarelse er den 18. maj.
Bornholms Regionskommune understreger, at hver enkelt besvarelse tæller og er med til at give værdifuld viden, som kan bruges i planlægningen af fremtidens sundhedstilbud og forebyggelsesindsatser.