Debatindlæg af Selina Munch-Petersen Formand for ADHD-foreningen Bornholm, medlem af Handicaprådet og Bornholms Frivillig forum
Vi snakker tit om det stærke bornholmske fællesskab – men sandheden er, at det halter, når
det gælder de mest udsatte. Når vi snakker om psykisk sygdom, misbrug, børn i mistrivsel og
mennesker med handicap, så bliver det tydeligt, at rummeligheden har grænser.
De fleste af os kender nogen, der kæmper.
En, der drikker for meget. En, der har angst. En, der har mistet fodfæstet.
Alligevel er det ofte netop dem, vi har sværest ved at invitere ind i fællesskabet. Vi snakker hellere om dem end med dem – og det gør ondt, uden at nogen rigtig siger noget.
Det gør endnu mere ondt, når nogen mister et barn til systemet. Eller til stilheden.
Det er de svære historier, vi ikke tør røre ved – og så bliver der helt stille. Men den stilhed føles ikke
neutral. Den føles som afvisning.
Jeg ved godt, jeg træder ind i noget, der er svært. Jeg sætter ord på de ting, vi helst ikke taler
om – især her på øen, hvor vi er gode til at være ordentlige, men knap så gode til at være
nysgerrige, når livet slår skævt.
Men vi er nødt til at turde tilbyde fællesskabet – også til dem, der ikke er som flertallet.
Der er for mange, der går alene rundt og kæmper. Ikke fordi de vil – men fordi de ikke bliver
set. For nogen er det en sejr bare at komme ud ad døren. For andre er det en kamp at få
hverdagen til at hænge sammen.
Og for børn og unge med ADHD, autisme, angst eller gamle ar på sjælen, kan det gøre hele forskellen at blive mødt i øjenhøjde – uden krav, uden forklaring, uden skam.
Jeg glemmer aldrig det barn, der efter sit første møde med et netværk sagde: “Her vil jeg
gerne komme igen.” Det burde ikke være en sjældenhed.
Det burde være reglen. Det burde være sådan, Bornholm føles.
Så nej, vi skal ikke bare være venlige.
Vi skal turde være ærlige. Turde stå ved, at der er børn, der mistrives i vores skoler. At der er forældre, der er ved at bukke under. At der er mennesker, der begynder at selvmedicinere, fordi det simpelthen gør for ondt at mærke sig selv.
Et fællesskab er kun stærkt, hvis det også har plads til dem, der ikke passer i kassen.
Bornholm skal ikke bare være flexboliger og ferieboliger til folket ovrefra.
Vi skal ikke kun være kendt for natur, stenbrud og gourmetmad. Vi skal være et sted, hvor bornholmere – alle bornholmere – bliver set, hørt og mødt.
Hele året. Ikke kun i højsæsonen.
