Update Bornholm

Bornholm modtager millioner til landsbyfornyelse

Bornholm er blandt de 53 kommuner, der har modtaget midler fra Landsbyfornyelsespuljen 2025.
I alt får øen tildelt 4.011.859 kroner, som skal bruges til at styrke udviklingen i de mindre lokalsamfund.

Af Torben Kofod Ager

Social- og Boligstyrelsen har den 1. marts offentliggjort fordelingen af årets landsbyfornyelsesmidler. Puljen består af en samlet statslig ramme på 117 millioner kroner, hvoraf 80,8 millioner stammer fra finansloven for 2025. Hertil kommer 36,3 millioner kroner i uforbrugte midler fra tidligere år.

Bornholm modtager en ordinær bevilling på 2.768.208 kroner samt yderligere 1.243.651 kroner fra restmidlerne. Det samlede beløb på godt 4 millioner kroner kan blandt andet anvendes til istandsættelse af nedslidte boliger og forsamlingshuse, ombygning af tomme erhvervslokaler samt generel områdefornyelse.

Puljens formål er at gøre Danmarks landsbyer mere attraktive og levedygtige – både for nuværende beboere og for dem, der overvejer at bosætte sig i landområder.

Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen udtaler i forbindelse med tildelingen:
– Puljen vil gøre Danmarks skønne landsbyer endnu mere attraktive at bo og investere i. Jeg ønsker et Danmark i balance med gode muligheder for at bosætte sig i alle dele af landet. Det kræver, at vi bliver ved med at investere i vores landsbyer.

Midlerne kan benyttes i landsbyer med færre end 4.000 indbyggere og i det åbne land. Staten refunderer op til 60 procent af kommunernes udgifter til landsbyfornyelsestiltag.

En samlet oversigt over fordelingen mellem de 53 kommuner kan ses på Social- og Boligministeriets hjemmeside: Se opgørelsen her (PDF)