Udviklingsaftale med staten giver større budgetsikkerhed i en økonomisk presset tid

Af Louise Sabroe Ekholdt
Bornholms Regionskommune har indgået et nyt fireårigt udviklingspartnerskab med Indenrigs- og Sundhedsministeriet efter 10 måneders forhandlinger. Aftalen sikrer Bornholm et særtilskud på samlet 200 millioner kroner – fordelt med 50 millioner kroner årligt fra 2025 til 2028.
Midlerne skal bruges til at styrke Bornholms økonomiske fundament og bane vejen for langsigtet udvikling inden for både erhvervsliv og bosætning. Aftalen blev formelt underskrevet mandag af indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde og borgmester Jacob Trøst (C).
Ifølge ministeren er partnerskabet en del af regeringens ambition om at skabe vækst i hele landet:
– Vi ønsker at styrke udviklingen i alle egne af Danmark. Bornholm har et særligt potentiale – især når det gælder erhvervsudvikling og tiltrækning af nye borgere. Det vil vi understøtte med denne aftale, udtaler Sophie Løhde.
Borgmester Jacob Trøst ser aftalen som et afgørende løft i en økonomisk presset tid:
– Aftalen giver os en højere budgetsikkerhed og gør det muligt at planlægge mere langsigtet. Det er helt afgørende for vores mulighed for at investere i fremtiden, siger han til DR Bornholm.
Udover Bornholm har Læsø, Lolland, Langeland og Morsø Kommuner indgået udviklingspartnerskab med indenrigsministeriet.
Særtilskuddet kommer fra statens pulje til økonomisk udfordrede kommuner.
Bornholm vil desuden have mulighed for at søge yderligere midler, afhængigt af de kommende økonomiaftaler mellem regeringen og KL. For 2026 er der allerede varslet en forøgelse af puljen med yderligere 800 millioner kroner.