Update Bornholm

Baltisk Bro: Fokus på Saaremaa september 1989

Tekst og foto: Bjarne H. Kirkegaard

To måneder før Berlin-murens fald – i november 1989 – rejste en gruppe fra Baltisk Bro Bornholm en tur til øen Saaremaa, som dengang hørte til Sovjetunionen. En af dem, som fik lov til at rejse med var journalist Jens Stubkjær, som dengang var journalist på Bornholms Radio.

Meget er ændret siden da. Bornholms Radio hedder i dag DR P4 Bornholm, men radioen ligger stadig på Aakirkebyvej i Rønne. Det var da også her, at omkring 30 mennesker onsdag blev budt velkommen af lederen af radioen, Thomas Kofoed Poulsen. Baltisk Bro satte ved aftenens arrangement fokus på foreningens tur for godt 35 år siden.

Dengang lavede Jens Stubkjær en række tidsbilleder, i form af radiomontage. Det vil sige lydklip, refererede samtaler og journalistiske sammenfatninger. En form for radio-biograf – som satte en masse indre billeder i gang. Aftenens deltagere fik tre eksempler fra de fine reportager.

Først et besøg på en sovjetisk grænsepost på Saaremaas sydvestlige kyst – og et besøg på en ny, lille landsbyskole, hvor man ville lære eleverne at tænke selv. Andet eksempel handlede om indkøb og forbrug. Også her formåede Jens Stubkjær at beskrive samfundet, som det var i september 1989.

Husmødre måtte dengang stå i kø i flere timer for at købe kød eller fisk. Og der var rationeringsmærker på sukker, vin, sæbe, kaffe og vaskepulver. En af dem, som Jens Stubkjær talte med, sagde om systemet med et citat: ”Alle er lige – men nogen er mere lige end andre”.

Tredje eksempel handlede meget om esternes ønske om selvstændighed. Det handlede også om ”kampen om historien”. Og om et fortidsmindeselskab, som arbejdede politisk – og opnåede økonomisk frihed. Efter en kort kaffe- og kagepause, var der en go’ snak om, hvad vi kan bruge det til, når vi i dag hører de gamle klip.

Jo, lød konklusionen: Dengang, to måneder før muren faldt, havde de håbet om et frit Estland. Og de fik jo friheden. Verden åbnede op. Østeuropa har fået frihed. Så på baggrund af dét, der skete i 1989, blev der skabt en bedre verden for mange mennesker. Også i dag – i en urolig verden – er der brug for håb.

Aftenen sluttede med, at Baltisk Bros formand, Mads Wolff overrakte blomster til Jens Stubkjær. Under stor applaus