
Lørdag aften indtog Andreas Bo Musikhuzets scene med sit femte soloshow HÅR(D) og leverede et tempofyldt, skarpskåret og tankevækkende comedy-show, der både fik publikum til at le højt og trække på skuldrene af tidens alvor.
Med sin velkendte evne til at blande hverdagsobservationer med samfundssatire kastede Andreas Bo sig frygtløst ud i tidens store spørgsmål: Hvad er der liiiiige at være sur over, når man er født i verdens fedeste land? Kan tidens forståelse for rummelighed rumme dem, som ikke kan rumme de rummelige? Og hvorfor skammer vi os over vores sans for ironi, når vi i virkeligheden burde være stolte?

Han gik til stålet med humoren som våben, men startede som altid med at tage livtag med sig selv. Med skarp selvironi og en uovertruffen evne til at skifte mellem karakterer og mennesketyper, førte han publikum gennem et hæsblæsende show, hvor grinene sad løst, og pointerne ramte præcist.
Og selvom det var længe siden premieren, blev der også i Musikhuzet trukket på en af showets små gimmicks: En papfigur af Andreas Bo, som flere benyttede til et hurtigt selfie efter showet – en humoristisk detalje, der understregede, at han heller ikke denne gang kunne dy sig for at lege med sit eget image.

HÅR(D) var ikke bare et standup-show, men et friskt pust midt i en tid, hvor tingene ofte tages alt for højtideligt. Andreas Bo mindede os om, at det nogle gange er nødvendigt at skrælle tingene helt ind til benet og sige sandheden, som den er – og andre gange pakke det hele pænt ind, præcis som han selv gjorde denne aften: med humor, bid og varme.
En aften, hvor publikum gik derfra med et smil på læben, ømme lattermuskler og lidt at tænke over på vejen hjem.