Af Torben Kofod Ager
Fra mandag 29. september til og med fredag 3. oktober vil al civil droneflyvning i Danmark være forbudt. Beslutningen er truffet af transportminister Thomas Danielsen i samråd med forsvarsministeren og justitsministeren, og fremgår af Trafikministeriets hjemmeside.

Forbuddet gælder hele døgnet og skyldes sikkerhedshensyn i forbindelse med, at Danmark i næste uge er vært for EU’s topmøde. Baggrunden er blandt andet den seneste tids dronehændelser ved flere danske lufthavne.
- “Vi kan ikke acceptere, at droner skaber usikkerhed og forstyrrelser i samfundet, samtidig med at Danmark skal være vært for EU’s ledere. Derfor lukker vi luftrummet for al civil droneflyvning for at fjerne risikoen for, at fjendtlige droner kan forveksles med lovlige droner,” siger transportminister Thomas Danielsen.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen fremhæver, at situationen stiller store krav til sikkerhedsindsatsen:
- “Vi står i en svær sikkerhedspolitisk situation. For at sikre de bedst mulige arbejdsforhold for Forsvaret og Politiet under topmødet lukker vi luftrummet for civile droner,” siger han.
Justitsminister Peter Hummelgaard tilføjer, at forbuddet skal hjælpe politiet med at fokusere på opgaver, der har sikkerhedsrelevans:
- “Politiet er i forhøjet beredskab. Forbuddet mod civil droneflyvning forenkler sikkerhedsarbejdet, så ressourcerne kan bruges der, hvor det er nødvendigt,” siger han.
Luftfartsloven giver transportministeren mulighed for at lukke hele eller dele af luftrummet, når det er nødvendigt for den offentlige sikkerhed. Overtrædelse af forbuddet kan medføre bøde eller fængsel i op til to år.
Forbuddet omfatter ikke militære droner, statsluftfart med droner, politimæssige og beredskabsmæssige operationer samt kommunale og regionale sundhedsrelaterede droneopgaver. Der vil desuden være mulighed for at søge dispensation hos Trafikstyrelsen i særlige, samfundsvigtige tilfælde.