Foråret er kommet til Bornholm, og med det stiger røgen igen fra skorstenene på øens historiske røgerier. Sæsonen er officielt skudt i gang, og både lokale og turister strømmer til for at nyde klassikere som røget makrel, torsk og naturligvis den ikoniske ret “Sol over Gudhjem“.

Men de bornholmske røgeritraditioner er mere end blot en kulinarisk oplevelse. De er et levende udtryk for en stolt kulturarv – og netop nu er de med i opløbet om at blive en del af UNESCO’s liste over immateriel kulturarv.
Afstemning åben: Røgede sild blandt 20 udvalgte forslag
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har taget initiativ til en folkehøring, hvor danskerne inviteres til at stemme på én ud af 20 udvalgte kandidater til UNESCO’s prestigefyldte liste. De bornholmske røgerier er blandt forslagene, og i beskrivelsen fremhæves det, hvordan “røgerier forbindes i Danmark ofte med røgning af fisk, og særligt Bornholm har fra gammel tid været kendt for sine røgede sild, der blandt andet er et bærende element i den klassiske ret Sol over Gudhjem.”

De 20 kandidater er udvalgt blandt næsten 10.000 forslag indsendt af borgere over hele landet. Bag udvælgelsen står en minikomité bestående af kulturministeren selv samt de to kulturikoner Ghita Nørby og Søren Ryge. Komitéen har fået faglig bistand fra Det Kongelige Biblioteks vicedirektør, Søren Bitsch Christensen.
Afstemningen er åben frem til 14. maj , hvor alle kan afgive deres stemme.
Afgiv din stemme her
En levende kulturarv
UNESCO’s liste over immateriel kulturarv har til formål at beskytte og videreføre levende traditioner og skikke, som bliver overleveret fra generation til generation. Det kan være alt fra madkultur og håndværk til ceremonier og fællesskabspraksisser.

De bornholmske røgerier er et tydeligt eksempel på netop dette. Med rødder tilbage til 1800-tallet udgør de ikke bare en væsentlig del af Bornholms identitet, men også et unikt bidrag til Danmarks kulturarv – og potentielt nu også til verdensarven.