Update Bornholm

Anne Linnet inviterer til stemningsfulde julekoncerter

Af Torben Kofod Ager
Når julen nærmer sig, åbner Anne Linnet igen dørene til en række stemningsfulde julekoncerter rundt om i landet. Den folkekære sanger og sangskriver har gennem mange år gjort kirkernes særlige akustik og atmosfære til rammen om en elsket juletradition, hvor publikum får mulighed for at opleve både hendes egne klassikere og nogle af julens mest kendte sange.

Koncerten byder på et varieret repertoire, der spænder fra tidløse Linnet-hits til nyere numre og musikalske overraskelser. Med sig på scenen har Anne Linnet et stærkt hold af musikere: pianist Markus Lindell, korsanger Julie Lindell og guitarist Kasper Falkenberg.

For Anne Linnet er fællesskabet en central del af julekoncerterne. Hun lægger vægt på den særlige stemning, der opstår, når publikum synger med: “Når folk går herfra, så skulle de jo gerne være i julestemning. Det er også en vigtig del af julen, dét at man mærker fællesskabet. Der er jo ikke nogen stemmer, der er ens, men når så mange forskellige stemmer blander sig, opstår der noget magi,” siger hun.

Siden 1970’erne har Anne Linnet været en markant skikkelse på den danske musikscene med et omfattende bagkatalog og en vilje til at udfordre genrer. Hendes julekoncerter i november og december giver publikum mulighed for endnu en gang at opleve hendes særlige musikalske nærvær.

Arrangeres i samarbejde med Lions Club Rønne, og afholde 22 november kl. 16 i Skt. Nicolai Kirke Rønne