Af Torben Kofod Ager
Et af de helt store temaer i både den folkelige debat og den lokale politiske samtale på Bornholm er spørgsmålet om Energiøen:
Er den en gave eller en forbandelse?
En fremtidssikring eller en trussel mod øens natur og identitet?
Meningerne er mange – og nu får vælgerne mulighed for at høre kandidaterne selv.

Borgerforeningen Energiø Bornholm blev stiftet som et dialogforum med fokus på den planlagte energiø, der siden er blevet udvidet med planer om en energipark i tilknytning til et landanlæg ved Sose. Foreningen ønsker at skabe åbenhed og debat om projektets konsekvenser og muligheder.
Derfor inviterer borgerforeningen nu til et særligt vælgermøde forud for kommunalvalget (KV25), hvor bornholmerne kan høre, hvordan kandidaterne forholder sig til Energiøen:
– Er den til gavn eller skade for det bornholmske samfund?
– Hvilke industrier bør eventuelt placeres i den kommende energipark?
– Og hvad sker der, hvis projektet ændrer karakter – eller slet ikke bliver til noget?
Flere kandidater fra forskellige partier er inviteret til at deltage i panelet, som vil blive styret af en erfaren ordstyrer. Publikum får desuden mulighed for at stille spørgsmål direkte til kandidaterne.
Vælgermødet finder sted mandag 3. november 2025 klokken 19.00 i Biblioteket, Mødesal 1, Pingels Allé 1, Rønne.