
Uro
Kl. 17.56 fik Bornholms Politi en anmeldelse om, at tre mænd var kommet i slagsmål på Store Torvegade i Rønne. Politiet kom til stedet og fik kontakt til de involverede personer, en 33-årig mand fra Hasle, en 27-årig mand fra Aakirkeby samt en 20-årig mand fra Rønne, som blev afhørt. De blev alle sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Færdsel
En 33-årig mand fra Hasle blev mandag eftermiddag kl. 16.06 stoppet i en bil med trailer i Rutsker, hvor han blev sigtet for at overtræde reglerne om køretøjers belæsning. På traileren var nemlig placeret en knallert, hvorpå der sad en passager, en 25-årig mand fra Rønne.
Derudover blev to biler målt til at køre for hurtigt under en målrettet færdselskontrol. En 54-årig mand fra Nyker fik et klip i kørekortet for at køre 113 km/t i en 80 km/t-zone uden for Rønne. Det udløste derudover en bøde på 3.000 kr. samt et bidrag på 500 kr. til Offerfonden. Derudover blev en 49-årig mand fra Hasle målt til at køre 84 km/t i en 50 km/t-zone i Rønne, hvilket kan betyde en betinget frakendelse af kørekortet.
En 15-årig dreng blev mandag aften stoppet på et el-løbehjul i Hasle. Han fik en bøde på 1.500 kr. for ikke at have hjelm på.
Derudover fik en 72-årig kvinde fra Rønne en bøde på 1.000 kr. for at køre med tågelyset tændt i klart vejr. Hun blev stoppet i Rønne.