Update Bornholm

Halloweentrav med fart og familiehygge på Bornholms Brand Park

Søndag 19. oktober inviterer Bornholms Brand Park til en festlig og (u)hyggelig efterårsdag, når der afvikles Halloweentrav på banen. Første start går klokken 11.00, og publikum kan se frem til en dag fyldt med spænding, fart og oplevelser for hele familien.

Fotograf Torben Ager – Travfoto Bornholm

Programmet byder på otte travløb og et afsluttende ponyløb, hvor banens yngste kuske og ryttere viser deres talent i både sulky og sadel. Særligt spændende bliver det, når finalen i Staldbussens Ungdomsserie afgøres – her er der kamp til stregen om tredjepladsen, mens første- og andenpladsen forsøger at holde fast i deres forspring. Efter sjette løb kåres de tre bedst placerede kuske i årets serie.

Fotograf Torben Ager – Travfoto Bornholm

Der er også tænkt på børnene, som kan boltre sig på legepladsen, spille bold eller tage en tur på kæphestebanen. I staldene kan publikum møde heste og kuske helt tæt på – dog skal børn altid følges med en voksen. Ponyklubben har desuden en bod på pladsen, hvor man kan støtte de unge kuske og ryttere gennem den populære Ponychance-konkurrence.

Fotograf Torben Ager – Travfoto Bornholm

Under dagen afholdes også en publikumskonkurrence sponsoreret af Rema1000 Aakirkebyvej og Rema1000 Gartnervangen, hvor deltagerne kan gætte vinderen af ungdomsfinalen i fjerde løb.
Blandt de korrekte svar trækkes lod om fine præmier.

Midt i travsportens sus kan gæsterne desuden møde nogle af de lokale kandidater fra Det Konservative Folkeparti på Bornholm, der stiller op til det kommende kommunalvalg.
De vil være at finde i ”Vinderhullet” til en uformel snak.

Alt i alt er der lagt op til en stemningsfuld dag på Bornholms Brand Park – med fart, familiehygge, spænding og bornholmsk efterårsstemning i topform.