
Fund af røggranat
Bornholms Politi fik fredag en henvendelse fra en borger fra Nexø, som i forbindelse med gravearbejde havde fundet en cylinderformet granat, der tilsyneladende havde ligget i jorden i mange år. Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste kom til stedet og kunne konstatere, at der var tale om en røggranat. Herefter blev granaten sikret.
Færdselsuheld
Natten til lørdag kl. 01.51 fik Bornholms Politi en anmeldelse om, at der var sket et mindre færdselsuheld på Torneværksvej i Rønne. En bil var bakket ud fra bowlinghallens parkeringsplads og havde i den forbindelse ramt en anden parkeret bil. Bilisten kørte herefter fra stedet uden at give sig til kende.
Spirituskørsel
En 29-årig mand fra København blev lørdag kl. 23.44 stoppet i bil på Zahrtmannsvej i Rønne. Her blev han målt til at have en alkoholpromille over det tilladte, og han blev derfor sigtet for spirituskørsel.
Henvendelser om droner
Bornholms Politi har i løbet af weekenden fået mange henvendelser fra borgere, der har set noget, som de har haft mistanke om var droner. Politiet har dog ikke kunnet bekræfte nogen af hændelserne, som værende ulovlig droneaktivitet.
Færdsel
Tre bilister blev fredag stoppet på Merkurvej i Rønne, hvor de hver fik en bøde på 1.500 for at køre ind, hvor der var indkørsel forbudt for motorkøretøjer.
Politiets ATK-bil foretog søndag hastighedsmålinger på Torneværksvej i Rønne. Her blev syv biler målt til at køre for hurtigt. Den højeste hastighed blev målt til 60 km/t, hvor 40 km/t er tilladt, hvilket udløser et klip i kørekortet.