Update Bornholm

Naturfondens første projekt på Bornholm: Unik natur ved Randkløve Skår skal beskyttes og åbnes for offentligheden

Af Torben Kofod Ager – Fotos: Jesper Edvardsen/Den Danske Naturfond
Et enestående naturområde ved Randkløve Skår på Bornholms østkyst bliver nu bevaret og genskabt som led i Den Danske Naturfonds første projekt på øen. Det 50 hektar store område mellem Gudhjem og Svaneke rummer dramatiske sprækkedale, klippekyster, sjælden kystskov og artsrige strandenge – og skal nu både beskyttes og gøres mere tilgængeligt for offentligheden.

Projektet realiseres i et tæt samarbejde mellem Den Danske Naturfond og Bornholms Regionskommune med støtte fra tusindvis af danskere og virksomheder – heriblandt Dankorts initiativ Dankort Øremærket.

Unikke naturoplevelser for både fastboende og besøgende
Med projektet følger etableringen af nye stier, informationstavler, shelters og en parkeringsplads, der skal gøre området lettere tilgængeligt for besøgende. Dermed åbnes der for oplevelser i særklasse – som overnatning i det fri med udsigt over Østersøens bølger, vandreture i spektakulære kløfter og stille frokoster ved små vandhuller blandt sjældne orkidéer og frøer.

Området blev opkøbt fra en lokal landmand og rummer både intakt natur med høj biodiversitet og tidligere dyrkede marker, som nu skal genoprettes til vild natur.

Politisk opbakning og lokal glæde
Bornholms borgmester, Jacob Trøst, udtrykker stor glæde over projektet og samarbejdet:
Jeg glæder mig utroligt meget over, at vi får mere og bedre natur på Bornholm til gavn for både bornholmere og turister. En stor tak til Naturfonden for deres engagement og for det fortrinlige samarbejde med Bornholms Regionskommune. Det vinder vi alle på, siger han.

Et vigtigt skridt for Den Danske Naturfond
For Naturfonden markerer projektet et vigtigt skridt i deres indsats for at sikre og forbedre Danmarks natur. Formand Bengt Holst ser Bornholm som en naturlig del af fondens virke:
Det har længe været vores ønske at finde et godt projekt på Bornholm, og vi er meget begejstrede over nu at kunne beskytte og udvikle en vigtig del af øens enestående natur. Den langvarige dialog med både lodsejer og kommune har båret frugt, siger han.

Dankort giver naturen en hånd
Projektet ved Randkløve Skår er det fjerde naturområde, som støttes gennem Dankort Øremærket – et initiativ, hvor én øre doneres til Naturfonden hver gang et Dankort bruges. Det løber årligt op i mere end 10 millioner kroner, der ubeskåret går til naturprojekter i Danmark.

Esben Torpe Jørgensen, direktør for Dankort, understreger betydningen:
Vi er glade for at bidrage til at beskytte naturen ved en af Bornholms store naturoplevelser. Det er et vigtigt område, vi ønsker at værne om – både for biodiversiteten og for de mange danskere, der nyder Bornholms vilde natur.

Tidligere projekter under Dankort Øremærket inkluderer Vejle Ådal, Hals Mose og Grønnestrand – og flere områder er på vej.

Projektet ved Randkløve Skår er endnu et skridt i retning af at sikre vild natur, bevare biodiversiteten og samtidig give befolkningen adgang til nogle af Danmarks mest spektakulære landskaber.