Torsdag den 40. dag efter påske markerer kirken Kristi himmelfart – en højtid, som for mange måske fremstår lidt diffus, men som rummer både teologisk dybde og historisk betydning. Dagen falder altid på en torsdag mellem 30. april og 3. juni og ligger præcis ti dage før pinsen.
Kristi himmelfartsdag fejres som den dag, hvor Jesus ifølge Apostlenes Gerninger steg til himmels foran sine disciple, 40 dage efter sin opstandelse. Det markerer afslutningen på hans fysiske liv på jorden og indleder en ny fase i den kristne fortælling, hvor Helligånden og kirken træder i forgrunden.
I den kristne tradition anses himmelfarten for at være et vendepunkt, der fuldender påskens begivenheder og samtidig baner vej for pinsen, hvor Helligånden ifølge skriften kommer over disciplene. Mens Jesus forlader jorden som menneske, lover han sine disciple, at de skal modtage Helligånden i Jerusalem – en begivenhed, som bliver begyndelsen på fællesskabet af troende og kirkens tilblivelse.
Selvom dagen ikke er præget af samme folkelige traditioner som påsken og Store Bededag, har Kristi himmelfartsdag været fejret i kristenheden i mange århundreder. De ældste kilder stammer fra det fjerde århundrede, men fejringen kan være endnu ældre. Tidligere fandtes der forskellige folkelige skikke knyttet til dagen – blandt andet troen på, at bøgegrene plukket aftenen før kunne beskytte mod hekse, og at man kunne forhindre mølangreb ved at lufte sit tøj på himmelfartsdag.
I kirker landet over synges der stadig salmer til ære for dagen – blandt andet Grundtvigs klassiker “Kommer, sjæle, dyrekøbte”, skrevet i 1837.
I Danmark er Kristi himmelfart en officiel helligdag og giver for mange anledning til en forlænget weekend. Men bag den ekstra fridag gemmer sig en af de centrale begivenheder i den kristne trosfortælling – overgangen fra Jesus som fysisk nærværende menneske til Guds nærvær som Helligånd.
