Update Bornholm

Bornholmsk drikkevand repræsenterer Danmark ved europæisk vand-smagning i Bruxelles

Når Europa 22. maj markerer EurEau’s 50-års jubilæum med en officiel smagning af postevand fra hele kontinentet, vil Danmark være repræsenteret med drikkevand fra Bornholm. Arrangementet, A Water Tasting Journey Across Europe, finder sted i Residence Palace i Bruxelles og samler postevand fra ti europæiske lande for at fremvise mangfoldigheden i smag og oprindelse.

Af Torben Kofod Ager

Det danske bidrag kommer fra Smålyngsværket på Østbornholm, hvor vandet hentes fra omkring 100 meters dybde i et lag af rød sandsten – en geologisk formation, der er unik i dansk sammenhæng. Vandet behandles skånsomt for at bevare den naturlige smag, udelukkende gennem simpel beluftning og efterfølgende filtrering gennem sand.

Bornholms Energi & Forsyning (BEOF), som står bag vandet, er inviteret med til Bruxelles på baggrund af en tidligere anerkendelse: I 2019 vandt Smålyngsværket DANVAs Vand Grand Prix, hvor vandet blev kåret som Danmarks mest velsmagende. Dengang roste dommerne den markante og friske smag uden hverken metallisk eller jordet bismag.

Foto: Bornholms Energi og Forsyning

Smålyngsværket forsyner cirka 16.000 borgere og udpumper årligt omkring 900.000 kubikmeter vand. Vandet fra Bornholm skal i Bruxelles vurderes af blandt andre den svenske vand-sommelier Gunilla Hultgren Karell, som leder smagningen.

Ud over at smage på vand fra hele Europa får deltagerne også indsigt i drikkevandsforsyningens processer og de fælles europæiske standarder, der sikrer høj kvalitet i postevandet. Ifølge EurEau’s generalsekretær, Oliver Loebel, er formålet med arrangementet at vise, hvor varieret det europæiske drikkevand er – og at kvaliteten er høj, uanset hvor i Europa man befinder sig.

Fakta om arrangementet:
Titel: A Water Tasting Journey Across Europe
Dato: Torsdag 22. maj 2025
Tid: 10:00–11:30 (CEST)
Sted: Residence Palace, Wetstraat 155, 1040 Bruxelles
Vand-sommelier: Gunilla Hultgren Karell, Sverige