Update Bornholm

Sommeroplevelse: 21 grader på Hammeren

Sommeren – eller i hvert fald sommerlige temperaturer – ramte Nordbornholm søndag eftermiddag 13. april. Vi havde taget vindjakker med til traveturen på Hammeren, fordi der var udsigt til 12 grader, og med vindpåvirkningen ville det føles som 6 grader.

Tekst og fotos: Bjarne H. Kirkegaard

Men da vi ankom til parkeringspladserne ved Sandvig Strand omkring kl. 14.15 , da var temperaturen en halv times tid før steget til 21 grader. Så vi blev overrasket. Vi måtte have jakkerne af – og måtte konstatere, at det vores telefoner sagde om temperatur slet ikke passede.

Billederne her blev taget mellem kl. 14.20 og kl. 15.20. Jeg bemærkede tørt, at Hammerknuden nok blev det varmeste sted i Danmark i dag – da vi havde konstateret, at vinden var sydlig.

Da vi kom hjem tjekkede vi TV2 Bornholm – som kunne fortælle, at ”dagen tog en uventet drejning for meteorologerne, da temperaturen pludselig steg med 10 grader ved Hammer Odde Fyr.” Det undrede os ikke.

21 grader søndag den 13. april 13:45 ved Hammer Odde Fyr, er årets hidtil højeste temperatur i Danmark. Blot en time tidligere var temperaturen 10 grader lavere ifølge TV2 Vejret.

”Den pludselige temperaturstigning skyldtes et skift i vinden, der gjorde, at varm vind ramte nordsiden på Bornholm. Vinden er drejet over fra sydøst til syd, og så har den varme luft passeret klippeøen, mens der var solskin, hvilket har varmet klipperne op. Det har gjort, at temperaturen skiftede pludseligt,” fortæller meteorolog Lone Seir, fra TV2 Vejret til TV2 Bornholm.