Update Bornholm

Ocean Prawns styrker organisationen med ny porteføljechef

Ocean Prawns udvider nu sin ledelse med ansættelsen af Mads Boss i en nyoprettet stilling som porteføljechef. Med en solid baggrund fra både stat og kommune får koncernen tilført stærke strategiske kompetencer og lokalt kendskab.

Af Torben Kofod Ager – foto:Laust Jordal

Mads Boss tiltræder medio juni som porteføljechef i Ocean Prawns – en rolle, der er oprettet for at styrke arbejdet med koncernens virksomhedsportefølje og igangsætte nye udviklingsinitiativer. Samtidig får administrerende direktør Daniel Barslund mulighed for at fokusere yderligere på kerneområder som fiskeri og den overordnede strategiske retning.

Den nye porteføljechef får et bredt og strategisk ansvarsområde, der blandt andet omfatter forretningsudvikling, porteføljedialog og projektledelse på tværs af organisationen. Han får desuden en central rolle i etableringen af både et shared service center og et Family Office i samarbejde med Nexø Revision. Mads Boss skal også bidrage til due diligence-processer ved nye investeringer samt understøtte implementeringen af nye IT- og ERP-systemer.

Direktør i Ocean Prawns, Daniel Barslund Fotograf: Kristoffer Linus

“Vi er meget glade for at få Mads med ombord. Han har både stærke strategiske kompetencer og et indgående lokalkendskab. Med hans erfaring inden for ledelse og projektstyring bliver han en vigtig nøglespiller i Ocean Prawns’ videre udvikling,” udtaler Daniel Barslund, administrerende direktør i Ocean Prawns.

Erfaring fra både stat, kommune og erhvervsliv
Mads Boss kommer senest fra en ledende stilling i Bornholms Regionskommune, hvor han har arbejdet med blandt andet energi, byudvikling og det sociale område. Tidligere har han været rådgiver i EY og specialkonsulent i Økonomistyrelsen. Han har stor erfaring med at koordinere og drive komplekse projekter med mange interessenter.

“Det er en sjælden mulighed at få lov til at være med til at udvikle en koncern med både store ambitioner og dybe lokale rødder. Ocean Prawns er en af Bornholms største virksomheder, og det er tydeligt, at hjertet sidder det rette sted. Jeg ser meget frem til at bidrage til koncernens videre udvikling – og til Bornholms,” siger Mads Boss.

Mads Boss er opvokset på Bornholm og bor i dag i Svaneke med sin hustru Camilla og parrets tre børn.

Foto: Laust Jordal